Her hos os er det ikke kun ungerne der bygger med Lego. En dag fik jeg den skøre ide, at jeg ville samle på Architecture/ Creator sæt fra Lego. Det er Lego for store børn/voksne, der portrætterer byer og kendte monumenter verden over.
Jeg besluttede mig for at samle på sæt fra de byer/steder jeg har besøgt, og det er indtil videre blevet til seks sæt, og jeg mangler stadig et par stykker.
Som den kloge læser nok vil bemærke så er der kun fem sæt på billedet. Det er simpelthen fordi jeg endnu ikke er blevet færdig med Tower Bridge. Hvor Architecture sættene er relative “små”, er Creator sæt meget store med mange klodser. Derfor er der temmelig et stykke vej med Tower Bridge endnu.
Herunder er der en oversigt over de forskellige sæt jeg har, antal klodser og størrelse i cm. Som I kan se, så består Tower Bridge af flere klodser end de andre sæt tilsammen 😀
Et af mine absolut største ønsker er Taj Mahal, men men men mit store problem er, hvor jeg dog skal gøre af det, når det er samlet. Problemet med de her sæt fra Creator serien er at de er så kæmpe store (5923 dele, H:43, B: 51, D: 51). Tower Bridge kan stå på en hylde da den er lang – Taj Mahal er kvadratisk og absolut ikke praktisk og god som en Ritter sport. Måske en dag, når Malthe er flyttet hjemmefra, laver jeg hans værelse om til et Lego rum – ser er der plads til alle mine Legosæt!?
T-8 år……
AFOL
Er hun blevet skør tænker du måske? Nej AFOL er en forkortelse for Adults Fan Of Lego og den her video beskriver meget godt, hvad Lego også betyder for mange voksne.
Når vi snakker Lego og voksne, så kender jeg faktisk et par, der har indrettet hele deres soveværelse med Lego Star Wars. Vægge fra gulv til loft er sat til med hylder fyldt med legofigurer og sæt fra Lego Star Wars serien – det er helt vildt. Er ikke selv til Starwars, så synes måske det er lidt i overkanten, men samtidig ved jeg hvor bidt jeg bliver af at sidde og bygge, at jeg godt kan forstå dem.
For mig er det minderne fra mine oplevelser de pågældende steder og så ikke mindst det afslappende element ved at sidde og bygge og fordybe sig i noget. For mig virker det helt meditativt at rode rundt i kassen med forskellige klodser. Her den anden dag, hvor jeg fik mit sæt med den kinesiske mur, tog jeg det hele med ud på terrassen og byggede løs. Når først jeg kommer i gang, kan jeg ikke slippe det igen. Og vupti et par timer senere stod den kinesiske mur i vores have.